Et hjem sammen med Jesus
Tænk på alt det gode du forbinder med ordet ‘hjem’. Følelsen af at være hjemme. Lyset, der stråler ud af de hyggelige vinduer. Varmen derinde. Knus. Nybagte boller. At sidde godt i sofaen pakket ind i et uldtæppe. En god snak. Latter. Tryghed. God mad. Varm te – eller varm kakao.
Stedet, hvor jeg er elsket, og hvor jeg bare kan være mig selv.
I den første samtale to af Johannes’ disciple havde sammen med Jesus, mærkede de stærkt ønsket om at lære Jesus bedre at kende, og de spurgte ham: “Rabbi, hvor bor du?” Og Jesus svarede dem: “Kom og se!” Og “De gik med og så, hvor han boede, og blev hos ham den dag” (Joh 1,38.39).
Kom hjem til mig!
Jesus vil give dig alt det gode, som er indeholdt i ‘hjem’. Du er elsket så højt. Du kan altid slappe af og være dig selv. Du kan tale med ham om alt. Han favner dig. Han løfter din stemning til latter. Han mætter dig med livets brød og slukker din tørst med livets vand.
Sammen med ham kan du altid være virkelig tryg. Han favner dig med varme og fred. Elsket.