Sammen med ham, som kender mig
“Herre, du ransager mig og kender mig” (Sl 139,1).
Ja, far, sådan begynder min dag…
Du ved allerede, hvordan jeg har det. Helt inde i mit inderste. Så langt inde, at jeg måske ikke engang mærker det selv… sådan rigtigt…
Måske tør jeg ikke mærke det… Eller måske stopper jeg ikke op længe nok til at mærke det…
Hvis der er et lille mismod derinde – så er det så nemt bare at ræse i gang med dagens mange rutiner og uendeligheden af gøremål… Er det det sted, som du gerne vil mætte med dig selv…?
Min ‘sult’ tager mig måske andre steder hen… fordi jeg ikke stopper op sammen med dig…
Men Gud, jeg magter vist bare ikke – mit inderste… heller ikke at stoppe op… blive fyldt…
Men her er jeg – lige nu – og jeg stopper her – ved dig – som ransager mig og kender mig… Det er trygt – FAR – for du elsker mig så uendelig højt, og du forstår mine behov bedre, end jeg gør…
Jeg vil bare overgive mig til – ja, at være kendt af dig! Tusind, tak, kære Jesus, det varmer mit hjerte! Og jeg mærker, at jeg aldrig vil gå væk fra det her sted… Stedet hvor du er! Stedet hvor jeg er elsket!
