Glæde og styrke hænger sammen

Og sådan begynder Asaf sin salme:

“Bryd ud i jubel for Gud, vor styrke,
bryd ud i fryderåb for Jakobs Gud!”
(Sl 81,2)

Jubel – og styrke.

Gud elsker at lægge sin glæde i os – og vi mærker måske glæden stærkere, når vi jubler over ham?

Asaf nævner flere ting, vi kan juble over:

“Jeg befriede hans skulder for byrden” (vers 7).

“Luk munden op, så skal jeg fylde den” (vers 11)

“Men dig ville jeg give hvedens fedme,
og jeg ville mætte dig med honning fra klippen” (vers 17)

Fantastisk! Jeg vil gerne juble over, at Gud tager min byrde. Jeg vil gerne juble over, at han fylder mig op og mætter mig – tilmed med den søde honning.

Men… der er også et “men” i Asafs salme.

Gud der siger: “Gid mit folk ville høre mig, gid Israel ville vandre ad mine veje! Hvor let skulle jeg da kue deres fjender og vende min hånd mod deres modstandere” (vers 14-15).

Vi går ikke langt nok med Gud… Vi hører ikke ordentligt efter… vi gør alligevel ikke helt, hvad han siger… Og så er der noget, der stopper. Han elsker os højt – men går vi ikke med – så kan han ikke hjælpe os så meget, som han gerne ville…

Jeg vil! kære Jesus! Jeg slipper… for at tage imod… Jeg lytter… for at gå med… Tilgiv mig og hjælp mig – sæt mig fri – fyld mig – og mæt mig – med dig! Ikke alt muligt andet… Vær du min glæde og min styrke!