Du er ikke efterladt… alene…

Følelsen af at være alene… Den kan overvælde… Ikke mindst hvis den er kombineret med følelsen af, at alle andre har noget med hinanden… Så er man endnu mere alene…

Men følelsen af at være alene, kan også være der, selvom man er sammen… Sammen – men uden at det inderste rører hinanden… uden at man føler sig forstået…

Man kan føle sig efterladt… alene… Alle andre er gået videre… Andre steder hen… Alle andre har nogen, de er nærmere…

Lige der – i den følelsesmæssige smerte – se op – se Jesus! Han vil møde dig… selv!

Da han forberedte disciplene på sin himmelfart, sagde han: “Jeg vil ikke efterlade jer faderløse; jeg kommer til jer” (Joh 14,18). Og sådan nu: Jesus kommer til dig – nu. “Vi [guddommen] skal komme til ham og tage bolig hos ham” (vers 23) – intimt… nært…

Ja, og fyldt med kærlighed “for at den kærlighed, du har elsket mig med, skal være i dem, og jeg i dem” (Joh 17,26). Når Jesus er hos dig, så fyldes du bare op af hans kærlighed. Som han sagde til kvinden ved brønden i Sykar: “Det vand, jeg vil give ham, skal i ham blive en kilde, som vælder med vand til evigt liv” (Joh 4,14).

Kan du ikke mærke glæden indeni… Jesus efterlader dig aldrig! Ham selv, hans kilde i dig, fyldt af hans kærlighed. En kilde, som aldrig løber tør… en kilde der vil flyde over til velsignelse for andre…

Kære Jesus… i øjeblikke, hvor vi ikke mærker dig, men hvor vi mærker følelsen af at være alene og ensomme… vil du da minde os om at se op… vil du komme til os – selv… Kærligt og varmt… med din fylde og som en skøn kilde indeni os… Vi trænger dig i vores hjerter, kæreste Jesus. Tak! Tak, at du længes endnu mere efter at fylde os, end vi selv længes efter dig… Tak at du aldrig efterlader os…