Hun ville være som Gud – men stod nøgen tilbage

Åh, er det ikke bare trist…

Hun havde alt. Alligevel lykkedes det for fristeren at få hende til at ønske dette: “I bliver som Gud” (1 Mos 3,5).

Vel gjorde hun ej! Hun stod nøgen tilbage. Virkelig nøgen.

Åh, fra en situation hvor “Adam og hans kvinde var nøgne, men de skammede sig ikke” (1 Mos 2,25) til en ny situation med skam over at være nøgen: “Da åbnedes deres øjne, og de opdagede, at de var nøgne. Derfor syede de figenblade sammen og bandt dem om livet.” “Jeg hørte dig i haven og blev bange, fordi jeg er nøgen, og så gemte jeg mig” (1 mos 3,7.10).

Og nærhed… nærhed hvor vi kommer helt tæt på… det sker jo ikke, hvis vi skjuler os for hinanden… Gys! Hvordan kan vi slippe vores masker af at ‘have styr på det’, af at være ‘gode’… Hvem tør dele tankerne fra mørket… et dyb uden glæde…

Næh. Det duer ikke – det er indlysende.

At stå i vores egen uskønne nøgenhed efter at vi har flået vores tøj af… Suk… hvem ønsker at komme tæt på det?

Men – der er et svar! Du kan være klædt i Kristus! “Gud Herren lavede skindtøj til Adam og hans kvinde og gav dem det på” (1 Mos 3,21). Gud gjorde det selv – klædte dem på, dækkede deres nøgenhed.

Og det forunderlige er, at når vi er dækket af Kristus, så forsvinder kampen for at være noget, vi ikke er. Vi er ikke bange for vores nøgenhed – samtidig med at vi ikke har brug for at udstille os selv – hverken nøgne eller tildækkede…

Der åbnes alle døre for dybe og mættende relationer – med Gud og i fred med os selv med hinanden.