Jesus spørger dig – vil du?
Ja, Jesus spurgte ikke om mandens tro, han spurgte bare om hans vilje – vil du?
I grunden et enkelt spørgsmål – for manden var syg – og så er det, at Jesus siger: “Vil du være rask?” (Joh 5,6).
Selvfølgelig ville han være rask! Men han kunne ikke se vejen derhen. Han fortalte Jesus, hvorfor det var umuligt, at han kunne blive rask – der var ingen, der kunne hjælpe ham hurtigt nok ned i det oprørte vand.
Jesus sagde blot: “Rejs dig, tag din båre og gå!” (vers 9). Så altså: “Vil du være rask? Rejs dig, tag din båre og gå!” Og manden ville være rask – så han gjorde hvad Jesus sagde – selvom det var umuligt – han var jo lam, men han rejste sig altså og gik…
Det minder mig lidt om missionsbefalingen, for der står: “Gå… Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende” (Matt 28,19.20). Det står ikke omvendt: Se, jeg er med dig – gå. Nej, du må gå, førend du ser, at han er med.
Det samme med manden. Han oplevede først helbredelsen, idet han handlede på Jesu ord.
Vil du? Vil du gøre det, jeg siger?
Det er der, det begynder. Giv Gud din vilje – og gør det, du allerede ved, at han gerne vil, at du gør… Og derfra vil han åbne endnu mere op for dig – endnu flere erfaringer med sig selv – og at umuligheder bliver mulige…
2 kommentarer
Bjarne Toldam
Tak for et dejligt enkelt tekststykke, udlagt lige så enkelt – så det når frem til en forståelse af troens væsen.
Har netop indskrevet en info tekst, om sommerfuglen- der vover at løfte sine vinger. Ud fra koret ” jeg vil, løfte mine vinger – som ørnen”. Forstået som, at det kræver vi overgiver
Vor vilje – for vi må selv løfte vore vinger. Før han kan bære os.
Line
Tak, Bjarne, for dine dybe tanker. Jeg kan godt lide sommerfuglen som billede.