Troen åbner døren for, at det umulige sker
“Forsøg med dine egne ord at forklare begrebet tro” lød opgaven sammen med troens kapitel, kapitel 11 i Hebræerbrevet.
I mit kladdehæfte skrev jeg linje for linje, hvad eksemplerne beskriver, at der sker i tro. Og det er ikke så lidt. Grundlaget er måske en særlig forståelse for det, der ikke ses… Og den forståelse er afsæt for menneske-handlinger, der rækker ind i ‘det umulige’
Troen, der gjorde at Jeriko faldt, efter at de havde gået rundt om den i syv dage (vers 30). Det er jo vildt – ikke muligt. En gammel og i øvrigt ufrugtbar kvinde, der bliver gravid (vers 11) – det sker jo ikke. Eller et helt folk, der går igennem Det røde Hav på tør bund (vers 29) – det er totalt overnaturligt.
Men det skete. Det umulige skete.
Jeg kiggede lidt på min liste… Og på endnu et par vers: “Alle dem, som ved tro besejrede riger, øvede retfærdighed, fik løfter opfyldt, stoppede løvers gab, slukkede voldsom ild, undgik truende sværd, blev styrket, når de var svage…” (vers 33-34) – Ja, jeg har også prøvet at få løfter opfyldt og at blive styrket, når jeg var svag… Jeg er med! Også jeg har oplevet, at det umulige skete…
Og i dette øjeblik blev min lille beskrivelse af tro: Tro – den åbner døren for, at det umulige sker. Ja, for troen forbinder mig med ham, der gør det…
Og Gud giver os troen (Rom 12,3) – og anledningerne til at den sættes i spil. Og så kan umulige ting ske – fordi jeg er forbundet med den usynlige.