Det er ok at græde

“Græd med de grædende” (Rom 12,15) står der.

Der er tidspunkter, hvor vi ikke skal trøste – men græde med den, der græder. Bare være der. Være i det sammen.

Der er sorg, man ikke kan gå ud af… Der er noget, der gør ondt, som man ikke bare kan løbe væk fra… At forsøge at kvæle eller skjule, overdøve eller glemme – det gør os snarere u-menneskelige… For en del af det autentiske liv er, at det gør ondt… Og vi må møde det… græde…

David fortæller, hvordan han var der, for den sørgende:

“Da de var syge,
klædte jeg mig i sæk
og spægede mit legeme med faste.
Jeg bad med bøjet hoved,
som var det min ven eller bror;
jeg gik omkring som i sorg over min mor,
sørgende og nedbøjet.”
(Sl 35,13-14)

Han sørgede og græd – med dem.

Og Gud er der! Han er hos os, når vi græder.

“Selv om jeg går i mørkets dal,
frygter jeg intet ondt,
for du er hos mig,
din stok og din stav er min trøst.”
(Sl 23,4)

Guds tilstedeværelse i det mørkeste – er en trøst. Og vi kan være en trøst for andre, ved at gå derind sammen med dem. Grædende.

Salme 23 viser os, at mørkets dal er et sted, vi ikke bliver, men går igennem… Gud ser den anden side, også når vi ikke ser den…