Barmhjertighed til at gå op ad bakke

Jeg var på ferie i Alperne. Temaet for mine morgenandagter var på en gang udfordrende og livgivende: “Med Kristus i smeltediglen”. Jeg havde netop læst om Guds barmhjertighed i de svære ting…

Og nu gik jeg en morgentur… Gud, hvad betyder det i mit liv… Din barmhjertighed ind i mine svære ting…? Bad jeg, imens jeg gik op ad den stejle bakke – en ‘bakke’ som var ‘uendelig’…

Det er min barmhjertighed, der sætter dig i stand til at gå op ad bakke… Taknemmelighed skyllede igennem mig. Ja, det var ingen selvfølge for mig, at mine ben og min krop nu var så stærke, at jeg kunne vandre, som jeg kunne…

Fra det fysiske perspektiv flyttede mine tanker sig til det svære i livet: Guds barmhjertighed sætter mig i stand til at gå op ad bakke! Det er på ingen måde mig, der skal klare det. Det er hans nåde, som folder sig ud. Men jeg kan! Jeg behøver ikke at være bange for bakkerne. Med Jesus i hånden – går jeg – op ad…

Jeg tog min vandflaske og drak… Livets vand… jeg giver dig livets vand – Ja, Jesus, tak! Jeg smilede, Gud var virkelig konkret med mig denne morgen, som han satte det fysiske og åndelige sammen for mig. Jeg mærkede styrken i, at den åndelige virkelighed også er fysisk! Virkelig! Hele min krop mærker forskellen, når han hjælper mig op af livets hårde bjergetaper… og når hans forfriskende livgivende ‘vand’ styrker sind og krop…

Jeg tænkte videre på, hvor vigtigt det er for mig før en bjergvandring, at jeg har drukket. Ligeså når jeg går til træning hjemme – at være gennemskyllet – på forhånd. Og tanken gik videre til livets vand – og at være gennemskyllet – hans nærvær gennem ordet som mætter mig – før jeg skal op ad bakkerne… Ja!

Må Gud gennemskylle dig med livets vand lige nu – og vid – han har dig i hånden, så du kan gå op ad bakkerne i dit liv! Du er aldrig alene!

“Din barmhjertighed, Herre,
vil du ikke holde tilbage fra mig;
din godhed og troskab
skal altid beskytte mig.”
(Sl 40,12)