Det er dig, jeg vil, Gud!

Eller er det nu det?

Er det virkelig Gud, jeg vil? Eller er det bare hans velsignelser?

Er jeg klar til at knæle ned for Gud og bare bede om HAM – i tro og tillid til, at når jeg får ham, så får jeg alt?

Ved du hvad, jeg har bedt ‘kedelige’ bønner… der nærmest har haft karakter af ‘lister’ eller opremsninger… Fokus på, hvad jeg gerne vil ‘have’, mennesker jeg gerne vil, at Gud velsigner…

Jeg oplever meget mere liv, når jeg kommer for at få ham!

Og på en forunderlig måde kan det hele forenes, der foran ham… med ham… når han fylder hele rummet. For selvfølgelig vil han gerne bære alt mit, være med i alt mit, velsigne til overflod, lede og hjælpe… Og ham, som selv har givet forbønnens tjeneste, vil gerne bære den, jeg beder for…

Men mit sted er et andet, når jeg beder om ham… ordene bliver færre omkring alt det andet… for en mild kappe af hans guddommelige nærhed favner alt det, som ligger der i mine hænder foran ham… og jeg ved, det er hans…

Jeg mærker, at han ikke blot vil tage sig af det, som jeg tumler med på baggrund af mine ‘fattige’ tanker og forslag… Hans kærlighed fylder mig med visheden om, at han gør mere… Overgivelsens sødme sætter mig fri – fordi jeg har ham! Og jublen ved at have ham løfter mig over mit!

Åh, min elskede Gud… jeg elsker, at du har åbnet mine øjne for at se dig… Tak for mit hjertes længsel efter dig – den bliver stadig større – men blot for at du mætter mig med endnu mere! Tak, Jesus, at du lægger det i mit hjerte – at jeg ved – at når jeg har dig – så har jeg virkelig alt! Jeg takker og priser dig – i min tanke med hop og vejrmøller, sang og latter – jeg elsker dig, kære Jesus!