Gud tager sig af mine svære følelser og mit stress

Jeg lå i min seng. Det var tidlig morgen. Jeg tænkte over nogle svære følelser, som havde stresset mig. Ja, vel i virkeligheden bare mit reaktionsmønster igennem alle år.

Det er svært for mig at være i vanskelige følelser. Stressende. … Ja, jeg er bare menneske… vi er i samme båd… Er det ikke netop det, som kendetegner svære følelser: De er stressende at være i! Og fra tid til anden gør vi alt muligt for at håndtere dem. Selv. Mere eller mindre hensigtsmæssige ting…

Ja, ikke fordi vi ikke vil have Gud med. Så gerne. Vi beder også bønner. Får også hjælp. Men kæmper stadig. Har brug for endnu mere hjælp. Gud, hvad gør jeg?

Nu lå jeg der i stilheden. Ustresset. Sagde det rent ud i forhold til de konkrete ting, jeg tænkte på: Gud, jeg magter ikke at være i de stressende følelser mere. Du må tage dem. … Og når jeg står op om lidt og har min morgenandagt… vil du så ikke godt gi’ mig et ord fra dig, at du har taget dem…

Der gik et splitsekund. Så kom svaret fra Gud i mit sind. Fra Gal 2,19-20: “Jeg er korsfæstet med Kristus. Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig, og mit liv her på jorden lever jeg i troen på Guds søn, der elskede mig og gav sig selv hen for mig.”

Og sammen med teksten vidnesbyrdet fra en anden, der havde stået med vanskelige følelser – og hans far havde taget ham med på kirkegården og bedt ham skændes med de døde. “Ja, men de kan jo ikke reagere, far, de er jo døde!” “Netop. Du må dø fra dig selv – for døde reagerer ikke – og Kristus vil tage sig af det. Han vil leve i dig!”

Svaret! Jesus! Jesus i mig! Jeg skal ikke håndtere det mere…

Jubii, Gud… tusind tak! Jeg ved, at du vil gøre det i mit liv i dag! Her er jeg – korsfæst mig med dig i dag!

Hvilken frihed!