Guds nåde: En stum bryder ud i lovsang

Zakarias havde fået at vide af Gabriel, at hans bønner var blevet hørt. Endelig. Han havde bedt i mange år, og han og Elisabeth var bare blevet ældre. Børn var der ikke kommet nogen af.

Men nu havde Gabriel sagt: ”Frygt ikke, Zakarias! For din bøn er hørt. Din hustru Elisabeth skal føde dig en søn, og du skal give ham navnet Johannes” (Luk 1,13). Var ordene søde? Et stærkt bønnesvar?

Mærkeligt nok ikke helt… For hvordan kunne han tro det? Efter alle de år?

Næh, egentlig havde han ikke bedt om et tegn… Men englen havde alligevel givet en slags tegn… ikke et af dem, man drømmer om: ”Du skal blive stum og ikke kunne tale før den dag, da dette sker, fordi du ikke troede mine ord” (vers 20).

Sådan blev det. Og ”så kom tiden, da Elisabeth skulle føde, og hun fødte en søn” (vers 57). Der var fest! Og Elisabeth, som den eneste af de to der kunne tale, kunne fortælle, at drengen skulle hedde Johannes. Og da Zakarias bekræftede det på skrift – fik han talens brug igen.

Og der kom lovsang ud af ham! Fyldt af Helligånden profeterede han. Om det, som er langt større end mennesker. Om Gud og hans forunderlige plan for mennesker.

Den lille ville ”lære hans folk at kende frelsen i deres synder forladelse” (vers 77) – og det var jo som at få stemmen igen, på en måde… Et møde med Guds nåde, som er så meget større end menneskers synd.

Nok var Zakarias blevet stum, men englen havde også sagt om de guddommelige ord, at de ”vil gå i opfyldelse, når tiden er inde” (vers 20) – selvom han ikke kunne tro det. Guds nåde, Guds handlinger, Guds frelse – langt større end menneskers tro.

Og her møder det dig og mig i dag! Gud – som er langt større – også langt større end vores tro. Gud, som leder os videre – selvom vi ikke helt formår at tage hans hånd og gå med… Gud, som i sin nåde leder os til stedet, hvor vi kan gi’ ham vores lovsang!