Gud var i gang med noget større

Gud var i gang med noget stort. Elisabeth var blevet gravid. Endelig. Efter alle de år. Og hun skulle være mor – ikke bare til et helt almindeligt barn, men til Johannes. Og det var Gud, der havde bestemt, at han skulle hedde Johannes. Allerede fra mors liv skulle han fyldes med Helligånden – og så skulle han gå foran! Foran HAM! (Luk 1,13-17).

Det var stort. Og så var det samtidig større.

For et andet sted var der en ung kvinde, Maria, som også fik besøg af Gabriel. Endnu en baby skulle fødes. Maria skulle kalde sin søn Jesus. Gud havde også valgt det navn. Og det var Helligånden, som skulle gøre hende gravid, og barnet ville være Guds søn.

Maria var en troende ung kvinde. Men Gabriel vidste godt, at han fortalte Maria, at noget ‘umuligt’ nu skulle ske i hendes liv. Så han præsenterede en anden ‘umulig’ historie… “Også din slægtning Elisabeth har undfanget en søn, nu i sin alderdom. Hun, om hvem man siger, at hun er ufrugtbar, er i sjette måned, thi intet er umuligt for Gud” (Luk 1,36-37).

Maria har måske set sin ældre slægtnings smerte… Hun har måske hørt om bønnerne, der ikke tidligere var blevet besvaret… Hun har måske set alderen æde sig ind i Elisabeths liv… ingen børn… Og nu var det – som virkelig var ‘umuligt’ – sket: Elisabeth var gravid!

Maria var klar til at svare Gabriel: “Se, jeg er Herrens tjenerinde. Lad det ske mig efter dit ord!” (vers 38).

Den ældre kvindes historie blev flettet sammen med den unge kvindes. Troen i den ene styrkede troen i den anden. Gud havde gang i noget stort. Gud havde en plan. Frelsesplanen. Og to troende kvinder var med i den.

Du er også med i Guds plan! Frelsesplanen. Han vil frelse dig. Og han vil igen og igen flette din historie sammen med andre menneskers historie. Så I kan styrke hinanden… Så I sammen kan fryde jer over Gud!

Du vil også se ‘umulige’ ting ske…