En troende kvinde, som nok bar sin smerte

Livet havde ikke bare været let. Hun levende i en kultur og på en tid, hvor kvindens rolle var at blive mor. Og “Elisabeth var ufrugtbar”. Nu “var de begge højt oppe i årene” – så det så der ikke ud til at blive ændret på. (Luk 1,7).

Elisabeth troede på Gud, ja “de var begge retfærdige for Gud og levede uangribeligt efter alle Herrens bud og forskrifter” (vers 6). Og Gud – ja, han var ved at sætte noget stort i gang! Og Elisabeth og Zakarias skulle være en del af det – som forældre til Johannes Døberen.

Zakarias havde svært ved at tro det. Men ikke længe efter Gabriels møde med ham i templet blev “Elisabeth gravid, og hun lod sig ikke se i fem måneder, men tænkte: ‘Det har Herren gjort mod mig i de dage, da han tog sig af mig og fjernede min vanære blandt mennesker’ “ (vers 24-25).

Hvilken fryd! Denne troende kvinde havde oplevet sin del af menneskelig smerte. Måske foragt? Ynk? Følelsen af ikke at være god nok? Følelsen af ikke at lykkes? Oplevelsen af bønner der ikke blev hørt?

Men NU tog Gud sig af hende! Nu var hun ikke længere hende den ufrugtbare… men hende den frugtbare – og det endda i en høj alder.

Hvem du end er… Gud tager sig af dig! På sin måde og til sin tid!

… og han havde meget mere til Elisabeth… det ser vi på i morgen…