Gud husker dig!

Vi gik der sammen, Gud og jeg. Han havde løftet mit sind op til sig selv. Han havde åbnet sine skatte. Han havde vist mig, hvordan han formår “at gøre langt ud over alt, hvad vi beder om eller forstår” (Ef 3,20).

Jeg jublede over Jesus! Jeg var begejstret. Wau, Jesus, kan det samme ske her i min menighed, i min by – ja, i mit liv…

Og der så jeg regnbuen! Løfternes bue. Buen, som Gud selv satte i skyen for at fortælle os, at alle hans løfter holder!

Jeg blev endnu mere begejstret. Tak, Jesus. Tak for alt det du gør og vil gøre, som overgår mit… Jeg lægger min hånd i din… Jeg vil være med på det, som du gør… Jeg vil be’ for min menighed og min by – efter dine løfter…

“Når buen viser sig i skyerne, vil jeg se den og huske på den evige pagt, som er mellem Gud og alle levende væsener, alt levende på jorden” (1 Mos 9,16).

Gud husker! Det er vist kun os, der glemmer ind imellem… Men så har Gud givet os buen for at vise os, at han husker!

Lige nu husker han dig!