Det blev ikke selvmord – men et liv, jeg takker Gud for!

Det, der begyndte så godt, blev alligevel til en skrækkelig barndom. Blot 8½ år gammel mistede han begge sine forældre. Han kom på kostskole, og det var den gang, hvor tæsk med spanskrør og hård disciplin var en del af opdragelsen.

Allerede som 11-årig tænkte han meget på selvmord, men han spillede violin, og det holdt ham oppe. Men da han var 17, besluttede han sig for at fuldføre det – efter ulykkelig kærlighed. Men Gud havde en anden plan. På vej i toget, efter at han havde spist sit sidste måltid, kom der en kvinde med en baby ind og satte sig overfor ham. På et tidspunkt skinnede solen ind ad vinduet og rammer barnets ansigt, og den lille sendte ham det skønneste smil. Det fik ham til at opgive sin plan om selvmord.

I dag siger han: Gud reddede mit liv med musikken og en baby! Underfuldt!

Senere i hans liv kom Gud ind på fuldt blus – og har været det siden. Gud er hans lys og glæde – som en forelskelse, der vist aldrig helt har lagt sig… og nu er han optaget af at glæde andre. Han er ordet omsat til virkelighed: “Således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres fader, som er i himlene” (Matt 5,16).

Sådan mødte jeg ham. En ældre herre fuld af omsorg. Mere end én gang har jeg takket Gud for, at jeg har fået lov at opleve lys og glæde, omsorg og opmuntring fra ham – der ligesom lever for at give det videre, som han har fået.

Pris Gud! Hvilken inspiration at tage ind i sit liv! “For hans værk er vi, skabt i Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud forud har lagt til rette for os at vandre i” (Ef 2,10).