Min fortid og min fremtid i hans hænder
Sådan begynder historien, som fortælles os om ham: “Forlad dit land og din slægt og din fars hus, og drag til det land, jeg vil vise dig” (1 Mos 12,1). Fortiden måtte overgives til Gud. Og det gjorde han – og gik!
En dag mange år senere bad Gud ham også om at overgive fremtiden til ham. Helt. “Tag Isak, din eneste søn, ham du elsker, og begiv dig til Morija-landet. Dér skal du bringe ham som brændoffer på det bjerg, jeg giver dig besked om” (1 Mos 22,2). Og det gjorde han – og han gik!
Troen kan bringe et menneske på vilde veje…
Kaldet til ham var, at han skulle være en velsignelse: “I dig skal alle jordens slægter velsignes” (1 Mos 12,3), og hans tro på ham, der velsignede, voksede sig så stor, at han havde fuldstændig tillid til, at Gud giver os sine velsignelser – på sin måde. “I tro bragte Abraham Isak som offer… for han regnede med, at Gud havde magt endog til at oprejse fra de døde, og derfra fik han ham også billedligt tilbage” (Hebr 11,17.19).
Og her møder historien min historie… en almindelig dag med min Bibel på skødet… en nat hvor livs-scener myldrer… På en stærk måde lyder Guds kærlige omsorg i mit hjerte: Bare overgiv – din fortid og din fremtid til mig…
Ja! Gud! Jeg lever i din omsorg. Jeg vil takke for dine velsignelser, som de er her i dag. Tak, fordi du på forunderligste vis tager ansvar for, at min tro kan vokse… Jeg tager imod kaldet til at give dig min tillid! Min fortid… og min fremtid… Og lige nu mærker jeg, hvor meget jeg elsker dig… du, som selv dryppede din stærke kærlighed og fred i mit hjerte, da du mildt lagde dine stærke hænder om min fortid og min fremtid… også i dette nu.