Et lille puf med albuen – i siden på Gud

Om Enok står der: “Han vandrede med Gud” (1 Mos 5,24).

Og så om mig: Det er min fødselsdag i dag! Derfor har jeg lyst til at dele noget særligt. Og noget af det største, jeg kan sige om mit liv, er, at jeg vandrer med Gud.

Min vandring med ham indeholder, at jeg ønsker mig mere af ham. Jeg vil lære ham bedre at kende. Jeg beder ham om at åbenbare sig mere for mig. Jeg vil gerne blive bedre til at lytte til ham og stoppe op med ham. Jeg vil gerne modtage alt det, han ønsker at give mig. Jeg vil gerne leve alt mit sammen med ham. Jeg vil gerne være i hans plan. …

For nylig var jeg sammen med en mand, som delte tanken om to, der går sammen – Gud og menneske. Og hvis man ikke lige mærker Gud, så skubber man ham ligesom let i siden med albuen: Er du der, Gud? Jeg har brug for at mærke dig!

Ham, ja! Det er ham, som gør forskellen.

Så til dig vil jeg gerne dele min tanke til mig selv: Vær ikke tilfreds, hvis du ikke mærker ham! Så giv ham et puf i siden… Gud, når jeg nu forsøger at vandre med dig, så har jeg brug for at mærke, at du er med på turen! Åbenbar dig for mig!

Og det er Guds speciale! Han elsker at åbenbare sig selv! “Mangfoldige gange og på mangfoldige måder har Gud i fortiden talt til fædrene gennem profeterne, men nu ved dagenes ende har han talt til os gennem sin søn” (Hebr 1,1-2). Se: Mangfoldige måder! Gud vil åbenbare sig for dig på en måde, hvor du kan mærke: Det er HAM! … en skøn vandring med HAM… det skønneste liv!