Jeg vil ikke vide det
Oftest tænker jeg, at vi gerne vil vide… Vi er nysgerrige på at vide ting…
Men grundlæggende ønskede Gud, at vi ikke skulle vide noget om det onde: “Men træet til kundskab om godt og ondt må du ikke spise af” (1 Mos 2,17). Det var ikke hans mening, at vi skulle kende til og opleve sygdom, smerte, skilsmisse og død. Og jeg må bare sige, at det ville have været fantastisk ikke at ha’ haft det kendskab!
Slangen forsøgte at gøre den viden attraktiv… “den dag I spiser af den, bliver jeres øjne åbnet, så I bliver som Gud og kan kende godt og ondt” (1 Mos 3,5). Her havde det været fantastisk, om Eva havde sagt: Jeg vil ikke vide det!
Ja… for Gud er god og bare god! Han kunne ikke drømme om at holde en viden bort fra mig, som jeg ville være lykkelig over at eje. Jeg mærker, hvor meget han elsker mig – og jeg har fuldstændig tillid til ham!
Hvorfor skal jeg vide, hvordan det opleves at have kræft i knoglerne, være i krig eller at hele min familie drukner i en tsunami? Tak Gud, så har han skånet mig for den viden!
Men jeg undgår ikke det dybe kendskab til synd i denne her verden… Og må Gud så bare hjælpe mig til ikke at være drevet af min nysgerrighed for viden – men at jeg også må være i stand til på rette sted at sige: Det her, det vil jeg ikke vide!