Jeg lever som i omkvædet af en god sang

Ja… sådan kan jeg godt li’ at tænke det… For hele mit liv begyndte jo med, at en personlig, elskende Gud skabte. Så selveste skabelsesberetningen har noget at sige om mit liv med Gud.

Gud havde en plan om at skabe mennesker – og som de første skridt gjorde han en skøn jord klar til dem. Igen og igen i fortællingen læser vi Guds egen konklusion på det, han skabte: “Gud så, at det var godt” (1 Mos 1,10) – som et omkvæd der trækker det væsentlige frem, så vi ikke glemmer det.

Ja, jeg lærer med det samme Gud bedre at kende: Det, Gud gør, er godt! Når Gud er til stede, så sker der noget godt. Når Gud skaber – så er det bare uovertruffent godt. For Gud er simpelt hen fantastik.

Ih, hvor er det nemt at invitere ham ind: Gud – kom ind i mit liv – vær her, så det bliver godt! Skab i mit liv – så jeg mærker, at livet er godt. Gør forskel i mit liv, så alt er så godt!

Et liv, hvor omkvædet i min sang er ham… Ja, og selv gode sange må jo af og til ramme virkeligheden ind med dets melankoli, tab og smerte… men bare omkvædet er godt! Bare jeg aldrig skal græde alene… Bare jeg aldrig mister uden at møde trøst… Bare han er der til at løfte mit blik, når min egen melankoli er ved at kvæle mig… Bare jeg mærker hans kærlige hånd på det, der gør ondt…

Og så må jeg bare tilføje: Gud er bare bedre! Tak, min elskede, gode Gud!