Nærhed – som et kys fra Gud
Hvilket menneske kan rumme Gud? Nej, vel – intet. Alligevel møder vi Gud, ja, han vil det og åbenbarer sig for os. Så samtidigt er han ham, som vi ikke kan rumme… og ham, som er os helt nær.
Skabelsesberetningen viser os begge sider af Gud. I det første kapitel møder vi Gud, som siger: “Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os… Gud skabte mennesket i sit billede; i Guds billede skabte han det, som mand og kvinde skabte han dem” (1 Mos 1,26.27). Han er i gang med at skabe hele vores verden. Det er den store almægtige Gud, skaberen af hele universet, vi møder her.
Men i det andet kapitel kommer vi virkelig tæt på skaberen, Gud Herren, for “da formede Gud Herren mennesket af jord og blæste livsånde i hans næsebor, så mennesket blev et levende væsen” (1 Mos 2,7).
Se det for dig… Universets almægtige skaber knæler ned på jorden med sine hænder dybt inde i den brunlige masse. Han arbejder med det. Ælter og former. Endelig er kroppen klar. Og han bøjer sig ned og sætter sin mund til hans næse og blæser sit eget liv ind i manden. Tæt på. Intimt. Som det kærligste kys fuldt af liv.
Den store almægtige Gud rummer alt i dit liv! Ja, hele verdenssituationen – alt, der på nogen måde kan berøre dit liv. Og han ønsker i dag at kysse dig af kærlighed, at kærtegne din krop med sine hænder, at give dig liv i dit liv. Intet følelsesmæssigt behov går forbi hans opmærksomhed. Ingen smerte i din krop er uopdaget. Han elsker dig – og han vil lade sin nåde strømme igennem dit liv i dag! I en verden – som ikke er uden synd og smerte – men det er en verden, hvor du aldrig behøver at være et eneste øjeblik uden ham!