Vores magtesløshed: har vi gjort forskel? Og hans magt

Det kan ikke have været den mest opmuntrende dag i Jesu liv – skærtorsdag. Dagen, hvor hans ene discipel forrådte ham, alle hans andre disciple flygtede, og hans folk var klar til at sende ham i døden.

Det ville være en nærliggende tanke at stille sig selv spørgsmålene: Er det, jeg kom for, overhovedet lykkedes? Har det overhovedet gjort en forskel, at jeg har delt Gud med mennesker? Er der overhovedet nogen, der har taget imod Gud?

Mørke tanker. Tanker, vi mennesker har let for at ryge ind i, når vi ikke ser succes. Vi ønsker os de dage, hvor alle mennesker flokkedes om Jesus, deres ansigter strålede over hans forunderlige nådefulde ord, deres maver var fyldte af maden fra blot fem brød og to fisk, og de gik helbredte hjem.

Men hvem ønsker sig skærtorsdag? At være forrådt, svigtet og forladt?

Her møder vi magtesløsheden. Som Jesus mødte den. Der står om ham: “For han blev korsfæstet i magtesløshed, men han lever ved Guds magt, og vi er magtesløse i ham, men for jer skal vi leve sammen med ham ved Guds magt” (2 Kor 13,4).

Vores magtesløshed. Hans magt. Og når vi så ser nærmere på ordet magtes-løshed – så kan vi sige, at vi er løst fra magten. Det er ikke os, der skal lykkes. Det er Gud. Og Gud forhindrer os ikke i at gå igennem det mørke, hvor der ingenting sker – set med vores øjne – på vej mod den opstandelse, hvor vi ser, hvad Gud gør!