Havørnen – en anden historie om Gud

Jeg sidder her ved siden af en havørn på rede. Parret har tre æg. For lidt siden så jeg æggene. Ørnen skulle lige skifte stilling. Rovfuglen med de skarpe gule øjne. Den ligger og kigger med et intenst blik. Vågen. Opmærksom. Den har noget værdifuldt, den skal passe på.

Den har et sejt udtryk. Ørnens frygtindgydende rovfugleudtryk. Ikke en man spøger med.

Jeg fulgte også reden på ørnetv sidste år. Og det gør virkelig indtryk at se sådan en rovfugl passe på de små med forsigtighed. Det krumme ørnenæb, som river maden i bitte små bidder og giver det til den lille unge. Bid efter bid. Når den lægger sig forsigtigt om de små, for at varme dem uden at mase. Som nu, hvor den passer på sine æg.

Gud har lagt det i dem. At de passer på de små. Og jeg vil så gerne dele min kærlighed til naturen med dig, fordi oplevelserne i naturen løfter mit sind til Gud. Det er, som at åbne en anden “bibelbog” og suge til sig af ord direkte fra Herren. Jo mere jeg ser og oplever – jo mere forunderlig bliver Han for mig!

Og så vil jeg åbne Bibelen med dig og dele et par skønne vers, hvor ørnene bruges som billeder på noget større…

“Han [Gud] fandt det i ørkenlandet,
i den tomme, hylende ødemark;
han kredsede om det, holdt øje med det,
passede på det som sin øjesten.
Som en ørn, der vækker sit kuld op,
og flyver frem og tilbage over sine unger,
bredte han sine vinger ud, tog det op
og bar det på sine vinger.” (5 Mos 31,10-11)

Sådan har Gud det med dig! Han har fundet dig. Midt i din egen, tomme livsørken. Han kredser hele tiden om dig. Han passer på dig med stor ømhed – for du er hans øjesten, hans elskede! Han breder sine vinger ud – og han bærer dig på sine vinger! Fordi han elsker dig uendelig højt.

Se på ørnene… og se hvor meget han elsker dig!