Gud forholder sig til den væmmelige virkelighed

Hmmm… jeg bryder mig ikke om krig… Det er mere end rigtig væmmeligt!

Og som jeg nu sidder ved afslutningen af bjergprædikenen – som stykkerne her har taget udgangspunkt i siden den 28. februar – så ser jeg faktisk flere væmmelige virkeligheder…

Det er da mega væmmeligt, at der står, at “bred er den vej, der fører til fortabelsen, og der er mange, der går ind ad den” (Matt 7,13).

Eller at jeg skal tage mig “i agt for de falske profeter, der kommer til jer i fåreklæder, men indeni er glubske ulve” (vers 15). Der er også nogen, som Jesus siger disse ord til: “Jeg har aldrig kendt jer. Bort fra mig, I som begår lovbrud” (vers 23).

Og så er der dem, “der har bygget sit hus på sand. Og skybruddet kom, og floderne steg, og stormene suste og slog imod det hus. Og det faldt, og dets fald var stort” (vers 26-27).

Væmmeligt! Nogle gange kan man bare have lyst til at lukke øjnene og glemme, at disse ting eksisterer…

Men Gud gør ikke det! … Og når jeg tænker over det en gang mere – så bliver jeg faktisk enormt glad for, at Gud ikke har berøringsangst overfor alt det væmmelige. Han ser virkelig tingene, som de er… Ja, helt ind i det mest korrupte menneskehjerte… Og Gud håndterer det – på sin måde og til sin tid… Han rækker hånden ud og tilbyder kærlighed og omvendelse… Men en dag dømmer han også den, som ikke vil lade Jesus bære sin dom…

Ondskab får ikke lov at stå uimodsagt i al evighed. En dag gør Gud op med den. Og så er det slut.

Så kommer der aldrig krig mere. Eller andre væmmeligheder.

Hurra, hvor jeg glæder mig!