En halv banan sagde mig noget om Gud

Det var morgen. Min boghvede-havregrød var klar. Jeg havde netop snittet et æble, og nu ville jeg også have en banan ovenpå grøden.

I skålen lå der nogle hele og så en halv banan fra i går. Jeg tog den halve først, skar den brune ende af og brugte resten. Bagefter lavede jeg ny halv banan – så jeg fik en hel.

Som jeg stod der, blev jeg begejstret over, hvordan Gud har skabt det. Tænk, den fine lyse banan – når den bliver skåret, så dannes der blot en brun ende – og så er resten stadig lyst og fint. Sådan er det også med os, tænkte jeg…

Ja, noget kan blive skåret væk, skåret af i vores liv… og der måske et åbent sår… men Gud har lavet det, så vi lukker på overfladen, uden at resten skades… Og ja, en banan har sine begrænsninger som eksempel – og mine tanker gik videre til kroppen, som har meget finere funktioner…

Men altså – Gud har skabt os, så vi kan “overleve” det, der gør ondt – vi kan heles og leve godt igen…

Hvilket herligt mirakel! Som vi tit og ofte har brug for – både på det lille plan – og på det store plan…

Så stærkt, er det sagt: “Han læger dem, hvis hjerte er knust, og forbinder deres sår” (Sl 147,3).