Sammen med ham – mere og mere fri!
Jeg var i gang med at rydde op. Fandt mine egne gamle skriblerier. Jeg havde totalt glemt, at jeg havde skrevet dem. Det var bønner og kampe og livsrefleksion. Men mere end historien jeg skimmede – så læste jeg den store historie. Den gribende historie – hvor mine små skriblerier ikke var så interessante… for dem var jeg færdig med…
Den store historie er om HAM!
En gang var jeg… sammen med HAM er jeg en anden! Det skete ikke på et øjeblik. Det sker ikke over natten. Det sker hele tiden, fordi jeg går med HAM dag efter dag…
Jeg smed skriblerierne ud. For jeg var færdig med det. Og jeg smilede ved tanken om, at Gud havde fjernet deres eksistens fra mit sind allerede. Åh nej, jeg husker da godt indholdet – noget af det, altså – for det ser bare så totalt anderledes ud, når jeg ser på det sammen med HAM. Når jeg ser, hvad han har gjort med det, og hvor han har bragt mig hen…
“Hvis altså Sønnen får gjort jer frie, skal I være virkelig frie” (Joh 8,36).
Se på Jesus! Giv ham plads. Lad ham røre ved alt i dit liv.
Gør måske som Paulus: “Men dette ene gør jeg: Jeg glemmer, hvad der ligger bagude, og strækker mig frem mod det, der ligger forude” (Fil 3,13). Lev hver dag med fokus på, hvad Jesus vil med dit liv i dag. Tak ham for glæderne i dag. Giv ham sorgerne i dag. Brug dine evner for at gøre en forskel for andre i dag. Lyt til hvor meget Jesus elsker dig i dag.
Dag for dag… mere og mere frie af det, som kan tynge os… mere og mere frie til at leve og glæde os over livet med HAM!
Fortidens tunge ting… Du er tilgivet for det, du gjorde eller ikke gjorde… Han er færdig med det… Han løfter dig til liv – nu! Han heler sårene og tager smerten… Fortiden bliver overskygget af livet med HAM nu! Du blomstrer i hans kærlighed!