Samlet i Jesu navn – han er der!
Fællesskaber kan noget. Også ind i fællesskabet med Jesus.
Jesus sagde: “For hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem” (Matt 18,20).
Når vi mødes omkring ham, så er han sammen med os. Og når vi beder sammen… ja, så har han givet os løftet: “Alt, hvad to af jer her på jorden bliver enige om at bede om, det skal de få af min himmelske fader. For hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem” (vers 19-20).
Det er ikke så lidt: Alt!
Er eller gør det “mere”, når vi beder sammen, end når vi beder alene? Ved du hvad, det kan jeg slet ikke forholde mig til, for jeg synes altid, at det er stort, når Gud svarer… Men jeg kan godt nævne “noget”, som jeg oplever sker, når jeg beder sammen med en anden: Vi kommer måske længere omkring, fordi vi tilsammen spænder bredere, end jeg gør alene. Og der er en styrke i at bede sammen, vi løfter måske hinanden til en større “udholdenhed” i bøn.
Og nu til det virkelig store. Der står om at bede i hans navn, og jeg tænker det som at være inspireret af ham. Det er nemlig så fantastisk at opleve, at han inspirerer os begge til at bede for det samme. Det bliver så tydeligt, at Jesus selv er til stede.
Så der er en tid til hvert sit. Bønnen hvor vi bare er Gud og mig – skønt og intimt. Bønnen sammen med andre – styrkende og rigt.
Når jeg læser versene ovenfor, så inspireres jeg virkelig til at bede mere sammen med andre. Den opfordring vil jeg gerne give videre… Bed evt. Gud om at vise dig hvem, du kan bede sammen med.