Du er fast favnet i kærlighed

Han var den skønneste lille dreng. 1 ½ år gammel. Livet var spændende, der var så meget, han var nysgerrig på, så meget der skulle undersøges. Det var virkelig svært at sidde stille. Den lilles vilje ville det ikke.

Nu sad han på mit skød. Stille. Fast favnet. Stadig stille. Mit kærlige faste favntag kommunikerede at mit valg rummede hans valg – ja, eller måske ville han have sagt fravalg… Men den lille accepterede dét, han kunne mærke, ikke var til diskussion… og sad – stille.

For en tid… Så kom der små klynk – måske forstadiet til noget større? Men jeg hviskede til ham: Du klarer det… det her kan du godt… det går så fint… Og stilheden genindfandt sig… Han kom igennem det – stille og super flot for et lille livstykke på 1 ½ år!

Senere er jeg kommet til at tænke på Gud og mig. Ham, som jeg har overgivet mig til – ja, overgivet et liv til, hvor der er så meget, jeg ikke forstår, hvor mine følelser ikke magter, og hvor min vilje ikke rækker til… Det er der alt sammen. Og jeg ser ham for mig med mig i favnen – favnet i hans kærlighed – med en fasthed, som aldrig slipper.

Han elsker mig! Aldrig lader han mig sejle min egen sø. Jesus holder fast! Han hvisker også i mit øre: Line, det her klarer du… det går så fint… det kan du godt – sammen med mig – og jeg slipper dig aldrig!

“Frygt ikke, for jeg er med dig,
fortvivl ikke, for jeg er din Gud.
Jeg styrker dig og hjælper dig,
min sejrrige hånd holder dig fast.”
(Es 41,10)