Min glæde er hans glæde

Det handlede om relation. Det handlede om glæde. Der var en ballon imellem os. Han var 1 ½ år, den skønneste lille dreng og jeg nød at lege med ballon med ham. Hele mit hjerte var fyldt af fryd, når jeg så hans. Det lille ansigt som smilede, hvinende glæde, brede skridt hen i min favn og så en gang til.

Det var så enkelt. Hans glæde var min glæde. Relationen til ham var min fryd. Vi havde noget sammen, og i det øjeblik kunne jeg ikke være gladere…

Så var det, at jeg kom til at tænke på Gud… min kære himmelske far sammen med mig, hans barn… Hans fryd over min glæde. Hans glæde over relationen med mig.

Det er så enkelt. Det er så stærkt. Når jeg mærker glæden over relationen med barnet – så ved jeg indeni, hvor stort det er at elske… og hvor simpelt det er, at det er helt ufortjent… Jeg ved, at Gud ikke er optaget af min kunnen, men først af fremmest af relationen med mig og ja, af at gøre mig glad.

Den lille var ikke bange for udvikling… han strakte sig gerne… rakte ud og balancerede på måder, som så både umulige og til tider farlige ud for mit øje… Jeg elskede at se, hvordan han gnavede sig ind i livet – og jeg var der for at passe på ham…

Og jeg tror, at Gud også elsker at se mig vokse i modenhed og at mine evner udfordres – og hele tiden er han der og passer på mig… Og så kaster han “balloner” til mig, så jeg kan fryde mig i relationen med ham…

Åh, Gud, tak at jeg fik lov at opleve barnet… mærke det i mit hjerte idet jeg så fryden, hørte hvinet og mærkede ham i min favn… Og tak fordi du åbner dig selv op for mig gennem min oplevelse med den lille… Jeg elsker dig så højt, min kæreste far!

“… min glæde kan være i jer og jeres glæde blive fuldkommen…” (Joh 15,11).

Ja, far, det overgår al min forstand… men pyt med det! Her er min hånd… den lægger jeg i din!