
Mængder af Guds eget vand til forvandling
Nu kan du godt begynde at juble:
“I skal juble og glæde jer
over Herren jeres Gud;
for han giver jer
regnen til retfærdighed,
han sender jer regnskyl,
efterårsregn og forårsregn som før.
Tærskepladserne fyldes med korn,
persekarrene flyder over med vin og olie.”
(Joel 2,23-24)
Og ‘regnen til retfærdighed’ – det handler om vores åndelige modning – inden den åndelige høst.
Jesus siger om vandet: “Den, der tørster, skal komme til mig og drikke. Den, der tror på mig, skal det gå, som Skriften siger: ‘Fra hans indre skal der rinde strømme af levende vand.’ Det sagde han om den ånd, som de, der troede på ham, skulle få” (Joh 7,37-39).
Det er Ånden, som forvandler os til at bære frugt!
Forårsregnen var den sidste regn, forud for høsten.
Så jeg elsker at læse ordene i Zakarias’ Bog 10,1: “Bed Herren om regn ved forårstid” – altså: Gud, fyld os med din Ånd, så det snart kan blive høsttid, og du kommer igen! – og så kommer svaret: “Herren skaber uvejrsskyer, han sender styrtregn” – altså masser af sin Ånd!
Ånden som forvandler os! Masser. Som styrtregn. Som svar på bøn.
Lad os bede om Guds Ånds fylde i vores liv – så Åndens frugt må modnes – og Jesus komme igen!
