
Hvornår taler Guds ord til dig?
Det gør det, når du tager imod det som et ord fra ham til dig. Så hører du hans stemme indeni. Så er dit sind nemlig åbent for, at Ånden oversætter ind i dit hjerte, hvad Gud vil sige til dig.
“Brændte vore hjerter ikke i os, mens han talte til os på vejen og åbnede Skrifterne for os” (Luk 24,32). Jo! For Jesus havde jo talt direkte til dem! Han havde åbnet ordet. Han han vist dem evangeliet om sig selv: “Og han begyndte med Moses og alle profeterne og udlagde for dem, hvad der stod om ham i alle Skrifterne” (vers 27).
Engang læste jeg Lukasevangeliet igennem – hver gang bare det, jeg var nået til. Og igen og igen – til min indre forbløffelse og jubel – så talte Gud direkte til mig med tanker fra ordet, som matchede ind i mit liv. Wau! Sådan noget kan Gud!
Mød Gud i hans ord! Hør hans stemme til dig. Måske har du brug for en plan – så – her et bud:
- Bøn: Kære Gud, jeg beder dig tale til mig igennem det, jeg vil læse lige nu.
- Læs Lukasevangeliet fra start til slut:
- Læs bare få vers – stop ved det, som taler til dig – og læs videre derfra i morgen
- Streg det under, som rører dit hjerte
- Bøn: Tak Gud for, at han har været sammen med dig – og for det, han har givet dig.
Masser af skønne stunder med Gud venter! Han har masser til dig!
