
Dit navn betyder noget for Gud
Ja, han siger: “Jeg kalder dig ved navn, du er min” (Es 43,1).
Kender du det med at have et vist ejerskab overfor noget, man har givet navn? Jeg husker det særligt, da jeg gav min første hund navn – Didi. Det var så stort for mig, at det navn, som jeg gav hende, ville hun komme til at reagere på. Det var et bånd imellem os – en relation.
Sådan læser jeg, at Gud også har det med os. Han er personlig. Den enkelte betyder noget for ham. Han bruger dit navn, fordi han elsker dig og gerne vil udbygge jeres relation ved at bruge dit navn igen og igen.
Se her, hvad Gud vil give dit en dag, når vi mødes hjemme hos ham: “give ham en hvid sten og indskrevet på stenen et nyt navn, som ingen kender undtagen den, der får det” (Åb 2,17). Det er virkelig intimt. En kærlighedserklæring. Et navn, Gud giver dig, for at fortælle dig, hvor højt han elsker dig.
Jeg kan næsten ikke vente… jeg er sikker på, at han har fundet de smukkeste navne til os!
