At have tillid

Overdøver din frygt Guds stemme?

Moses og Gud har gang i en samtale om, hvad Gud vil gøre, og Guds kald til Moses i det: „Gå nu! Jeg vil sende dig til Farao. Du skal føre mit folk israelitterne ud af Egypten“ (2 Mos 3,10).

Moses kommer med indvending efter indvending – og Gud tager sig af dem en efter en.

Et af Moses‘ spørgsmål til Gud er: „Når jeg kommer til israelitterne og siger til dem, at deres fædres Gud har sendt mig til dem, og de spørger mig, hvad hans navn er, hvad skal jeg så sige til dem?“ Og Gud svarede Moses: „Sådan skal du sige til israelitterne: Jeg Er har sendt mig til jer“ (vers 13-14).

Og det folder Gud ud: „Gud sagde videre til Moses…“ (vers 15). Og jeg lagde mærke til, at Gud også siger: „de vil høre på dig“ (vers 18) – sikke et trygt afsæt at få: Den del vil lykkes, Moses! Og Gud siger også: „Jeg ved, at egypterkongen ikke vil give jer lov til at gå, hvis han ikke mærker en stærk hånd. Derfor vil jeg række hånden ud og ramme egypterne med alle de undere, jeg vil gøre blandt dem, og så vil han lade jer gå“ (vers 19-20). Altså: Bliv ikke bekymret, Moses, når Farao i første omgang ikke vil lade jer gå – jeg har styr på det – du vil se det ske!

Moses fik Guds overordnede drejebog for begivenhederne præsenteret. Men Moses var stadig bange. Og det var som om, at han ikke helt hørte efter…

For – hans næste spørgsmål var: „Hvad nu, hvis de ikke tror på mig og ikke vil høre på mig, men siger: Herren har ikke vist sig for dig!“ (2 Mos 4,1). Det havde Gud jo lige sagt! „De vil høre på dig“ (2 Mos 3,18). Men Moses hørte det ikke…

Og det talte til mig. Måske hører jeg ikke altid Guds stemme, fordi min egen frygts stemme larmer? Ja, måske står jeg med bekymringer, som Gud allerede har svaret på?

Når vi står der, er vejen den samme som altid: Gå til Jesus, se på Jesus, lyt til Jesus – ja, gør alt det, som styrker din tillid til Jesus. Vær stille med ham så længe, at du virkelig hører, hvad han siger til dig.

Så kan du rejse dig og gå med ham – tryg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *