At være sammen med ham

Vil du finde dit liv?

Så har Jesus ‚opskriften‛ på, hvordan du finder det:

„Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig. Den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det‟ (Matt 16,24-25).

Mærker du det… ‚overraskelsen‛ eller måske ‚modstanden‛ – finde sit liv ved at fornægte, bære kors og miste? Det kan næsten virke bizart…

Jesus, hvad er det, du taler om? Hvad mener du?

Jesus har fat i noget ‚større‛. Ja, han tager os ud af den lille selvcentrerede, egoistiske kamp, som vi kan være så optagede af. At vi skal ‚være noget‛, at vi skal være ‚store‛, at vi skal ‚passe på os selv‛ – og i øvrigt ‚finde os selv‛ ved at lykkes med alt muligt omkring os selv!

Og – det er der faktisk ikke ret meget glæde i, fandt fx Salomo ud af – og han havde ellers alle muligheder: „Jeg sagde ikke nej til noget af det, mine øjne begærede; jeg nægtede ikke mit hjerte nogen glæde. Nej, mit hjerte havde glæde af alt mit slid, og det var lønnen for alt mit slid. Men da jeg så tilbage på alt det, mine hænder have udført, og på det slid, jeg havde haft med at udføre det, da var det alt sammen tomhed og jagen efter vind, og der var ikke noget udbytte af det under solen‟ (Præd 2,10-11).

Tomhed. At leve for sig selv – er tomt.

Men når vi sammen med Jesus lever for noget, der er større end os selv – så betyder selv det at miste livet ikke noget…

„For vi ser ikke på det synlige, men på det usynlige; det synlige varer jo kun en tid, det usynlige evigt‟ (2 Kor 4,18).

Så er livet fuld af ham – af hans kærlighed – af perspektiver der rækker helt ind i evigheden – meningsfuldhed – det er skønt at folde sig ud i det! Finde sig selv som han har skabt en til at være.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *