At være sammen med ham

Gud – lad mig dø i dag

En markant overskrift, når jeg kigger på den… Og rører den ikke også ved noget, som ligger os fjernt…

Som fx når Jesus siger: „Hvis nogen vil følge efter mig, skal han fornægte sig selv og tage sit kors op og følge mig. Den, der vil frelse sit liv, skal miste det; men den, der mister sit liv på grund af mig, skal finde det‟ (Matt 16,24-25).

Det er virkelig omvendt! Hvem vil overhovedet bære et kors? – det er skamfuldt! Hvorfor skal man fornægte sig selv? – lever vi ikke netop for at kunne realisere os selv? Hvem vil ikke kæmpe for sit liv – ja, for hvem skulle ellers? – er det ikke ens eget ansvar?

Åh, nej… Jesus må ind og røre os i det inderste, for at lære os hvad kærlighed er. Og Guds kærlighed er så stor, at Gud gav sig selv!

Paulus havde grebet det: „Jeg er korsfæstet med Kristus. Jeg lever ikke mere selv, men Kristus lever i mig, og mit liv her på jorden lever jeg i troen på Guds søn, der elskede mig og gav sig selv hen for mig‟ (Gal 2,19-20).

Og korsfæste sig selv kan man ikke! Men vi kan bede Gud om det.

Gud, lad mig i dag være korsfæstet med Kristus. Lad mig leve i at du elskede mig så højt, at du gav dig selv for mig. Fyld mig med din kærlighed – så jeg ikke lever selvcentreret… Jeg kan ikke… men jeg takker dig for, at det sker, når du gør det! Når du lever i mig. Når jeg bliver korsfæstet med dig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *