Brudt for at blive brugt
Gud måtte bryde Moses, før han kunne bruge ham.
Det skete i ørkenen. Og Moses var en forandret mand.
Inden han gik derud, var han klar til ‚kaldet‛. Dengang, lå det at være befrier for Guds folk ham ikke fjernt: „Da så han en egypter slå en af hans hebraiske brødre ihjel. Han så sig om til alle sider, og da han ikke så nogen, slog han egypteren ihjel og skjulte ham i sandet‟ (2 Mos 2,11-12).
40 år senere var hans slet ikke klar til kaldet: „Hvem er jeg?‟, „Hvad skal jeg så sige?‟, „Hvad nu, hvis de ikke tror på mig?‟, „Undskyld mig, Herre, men jeg har ikke ordet i min magt.‟ „Undskyld mig, Herre, send dog en anden!‟ (2 Mos 3,11.13; 4,1.10.13).
Moses var brudt. Dengang troede han, at han kunne selv. Nu vidste han, at han ikke kunne…
Nu kunne Gud bruge ham. Og Gud tog ham i hånden. Og Gud bad bare Moses om at bruge det, som han havde i hånden: ‟ ‚Hvad er det du har i hånden?‛ og han svarede: ‚En stav.‛ „ (2 Mos 4,2).
Da Moses gik imod Egypten, gik han med „Guds stav i hånden‟ (vers 20).
Det, Moses havde, var blevet Guds.
Gud bryder også dig og mig, så han kan bruge os. Han leder også os, så vi får erfaringer, hvor vi lærer, at vi ikke selv kan – men at Gud kan. Og når vi overgiver vores til Gud – så kan Gud bruge os. Da ved vi også, at alt, hvad vi har, har vi fået af Gud.
