Han troede måske, at han skulle selv?

Jeg tænkte videre over Moses‛ møde med Gud og Guds kald til Moses (som vi også kiggede på i går), og fik tanken: Måske troede Moses, at han skulle selv. Ja, at han skulle være god nok. At han skulle have noget i sig, som Gud skulle bruge. Og Moses mærkede, at det havde han ikke!

• „Hvem er jeg‟ (2 Mos 3,11): Jeg skal da være noget; der skal være noget ved mig, så jeg kan løse det her. Men – jeg mærker ikke, at jeg har det…
• „Hvad skal jeg så sige til dem‟ (vers 13): Øh, jeg aner ikke, hvad jeg skal sige! Jeg har ikke det, der skal til.
• „Hvad nu, hvis de ikke tror på mig og ikke vil høre på mig, men siger: ‚Herren har ikke vist sig for dig!‛ ‟ (2 Mos 4,1): Gud, vi har ikke en gang en relation! De har ingen tillid til mig! Jeg er bange for dem – jeg er bange for, at de ikke tror på mig – og så lykkes det ikke. Og relationen bliver bare værre.
• „Undskyld mig, Herre, men jeg har ikke ordet i min magt‟ (vers 10): Gud, jeg føler mig megausikker. Jeg mærker, at jeg slet ikke har de evner, der skal til, for at løse den opgave! Jeg kan ikke!
• „Herre, send dog en anden!‟ (vers 13): Gud, jeg klarer det ikke! Jeg klarer ikke at være din ambassadør i denne verden. Jeg klarer ikke at være et kristent sendebud. NEJ, livet er bare for meget…

Ok… jeg oversatte lidt… når vi møder noget i livet, som er ‚for stort’… måske fordi vi tænker, at vi skal kunne det hele selv… og så er selve livet pludselig ‚for meget’…

Og i kontrast kommer jeg til at tænke på en anden Guds tjener: Maria. Da Guds kald lød til hende, var hun ikke optaget af, hvem hun var, eller hvad hun kunne. Hun spurgte:

„Hvordan skal det gå til?‟ (Luk 1,34)

Og hun fik svaret:

„Helligånden skal komme over dig, og den Højestes kraft skal overskygge dig.‟ (vers 35)

Ja. Og det er svaret: på Guds kald – på det livet kalder på i vores liv:

Helligånden vil fylde os!

Aldrig mere er det et spørgsmål om at være ‚nok‛ eller at kunne ‚nok‛. Helligånden vil fylde os!