Han turde ikke – men Gud tog ham i hånden

Moses turde overhovedet ikke gå ind i den opgave, som Gud kom med til ham.

Gud havde ellers virkelig understreget, at det var ham, der ville gøre det: „Jeg har set mit folks lidelse i Egypten, og jeg har hørt deres klageskrig over slavefogederne. Jeg har lagt mig deres lidelser på sinde, og derfor er jeg kommet ned for at redde dem fra egypterne og føre dem op fra dette land til et godt og vidstrakt land.‟ Og så sagde han til Moses: „Gå nu! Jeg vil sende dig til Farao. Du skal føre mit folk israelitterne ud af Egypten‟ (2 Mos 3,7-8.10).

Jeg – Gud – ville gøre det.

Moses hørte ligesom ikke den del – og nu kom han med alle sine indvendinger:

• „Hvem er jeg, at jeg skulle gå til Farao og føre israelitterne ud af Egypten?‟ (vers 11)
• „… hvad skal jeg så sige til dem?‟ (vers 13)
• „Hvad nu, hvis de ikke tror på mig og ikke vil høre på mig?‟ (2 Mos 4,1)
• „Undskyld mig, Herre, men jeg har ikke ordet i min magt og har aldrig haft det; jeg har det heller ikke nu, efter at du begyndte at tale til mig, din tjener. Jeg har svært ved at udtrykke mig i ord.‟ (vers 10)
• „Undskyld mig, Herre, send dog en anden!‟ (vers 13)

Gud havde ellers svaret på det hele undervejs – og givet Moses sine løsninger. Så til sidst blev Gud vred på Moses – og lovede ham så at sende Aron til at være ved hans side.

Selvom Moses syntes, det var svært – ja, selvom han kom til slet ikke at tro på Gud – så tog Gud alligevel Moses ved hånden og brugte ham i sin opgave. Gud kendte Moses‛ hjerte – at Moses godt ville Gud, han turde bare ikke…

Her står historien som et vidne ind i vores liv: Gud skal nok gøre, hvad der skal til i vores liv, når vi ikke tør. Han tager sig af forhindringerne – han tager os i hånden – og måske sender han et menneske, der kan være os nær, som var det en bror.