
Hvorfor Jesus venter med at komme
Åh, her er vi – og længes efter at Jesus kommer! Har du ikke set nok ondt? kan nogle spørge. Og jo, Jesus har set nok ondt – det er ikke fordi, et bæger af ondskab skal blive fyldt, inden han kommer.
Jesus kommer snart! Ja, og det har I sagt uendelig længe – det står jo i Bibelen, som er så gammel… kan nogle indvende.
Og Jesus vidste, at også det ville nogle sige – så han inspirerede Peter til disse ord:
“Først og fremmest skal I vide, at der i de sidste dage vil komme spottere, som følger deres egne lyster, og som hånligt siger: ‘Hvad bliver der af løftet om hans komme? Siden vore fædre døde, er alting jo blevet ved at være, som det var fra skabelsens begyndelse’ ” (2 Pet 3,3-4).
Og svaret på denne hån kommer også: “Herren er ikke sen til at opfylde sit løfte, sådan som nogle mener, men han har tålmodighed med jer, fordi han vil, at ingen skal gå fortabt, men at alle skal nå til omvendelse” (vers 9).
Jesus giver tid, fordi han ønsker, at mennesker skal tage imod ham.
Så tiden nu kan vi bruge på forbøn for andre, på at elske dem og vise dem hen til Jesus. Og Jesus vil være med os og hjælpe os, når vi har gang i den tjeneste – det er nemlig også hans tjeneste! Ja, det var derfor, at han kom til denne verden! For at frelse mennesker.
Tak for visdom og kærlighed fra dig, når vi deler dig med andre! Tak at du vil give os ord og handlinger i rette tid. Tak fordi du vil inspirere os med din Helligånd hver eneste dag. Og tak at du vitterligt kommer snart! Vi glæder os!
