
Lad ikke ‘alt muligt’ tage din tid
Og det er ellers ganske let! Det er som om, at hver eneste dag har meget mere, der kan fylde vores tid end det, vi så rent faktisk får brugt den på.
Da Jesus taler om ‘de sidste tider’, så kommer han også med et ord til, hvad vi bruger vores tid til. Han siger:
“Tag jer i agt,
så jeres hjerte ikke sløves
af svir og drukkenskab
og dagliglivets bekymringer,
så den dag pludselig kommer over jer som en snare;
for den skal komme over alle dem, der bor ud over hele jorden.”
(Luk 21,34-35)
Jeg læser, at vores hjerte kan blive sløvt overfor Jesus af to ting: Alt det fornøjelige og selvtilfredsstillende, og alt det almindelige, der bare skal gøres og det, der kan bekymre os.
Det fornøjelige udtrykkes i ‘svir og drukkenskab’. Vi kan sejle rundt i og blive fordrukne i: Smukt tøj, lækre rejser, god mad, flot krop, kunst og litteratur, god musik, hygge og gode venner osv. Alt muligt, som ikke i sig selv er forkert, men som hvis det fylder os totalt – tager tiden fra Jesus.
‘Svir og drukkenskab’ kan også udtrykke alt det, der ligger i ‘selvtilfredsstillelse’ – at noget andet end Gud er ens gud. Det kan fx være menneskelig visdom og falske guder.
‘Dagliglivets bekymringer’ kan nemt fylde vores liv. Der er så meget, vi hele tiden skal gøre. Det er super nemt – aldrig – at få tid til Jesus. Og vi kan bekymre os væk fra Jesus, når vi ikke kommer til ham med det i vores liv, der tynger vores hjerter.
“Våg altid, og bed,” fortsætter Jesus og konkretiserer videre: “at I må få styrken til at undslippe alt det, som skal ske, og til at stå foran Menneskesønnen” (vers 36).
Ja, det er blot tilbage til de enkle ord fra Bjergprædikenen: “Søg først Guds rige” (Matt 6,33) – og det er bare det. Fokus på Jesus nu – og ind i den fremtid, som vil åbne sig frem til Guds evige rige oprettes.
Tak, kære Jesus, at du vil styrke os i vores beslutning om at søge dig først – og ikke lade alt muligt andet tage vores opmærksomhed, så vi aldrig får tid til dig.
