At være sammen med ham

De sidste tider i verden

Den tid ved vi noget om.

Paulus skriver til Timotheus: “Men det skal du vide, at i de sidste dage skal der komme hårde tider.  For da vil mennesker blive egenkærlige, pengeglade, pralende, overmodige, fulde af hån, ulydige mod deres forældre, utaknemlige, spottere,  ukærlige, uforsonlige, sladderagtige, umådeholdne, brutale, fjender af det gode,  forrædere, fremfusende, hovmodige, de vil elske nydelser højere end Gud;  i det ydre har de gudsfrygt, men de fornægter dens kraft” (2 Tim 3,1-5). Det er skrevet, for at vi skal vide det.

Og Jesus fortæller os, hvad vi skal bruge tiden på lige op til, at han kommer igen: “Hvem er så en tro og klog tjener, som af sin herre er sat til at give hans folk deres kost i rette tid?  Salig den tjener, som hans herre finder i færd med at gøre det, når han kommer” (Matt 24,45-46). Og at give kost – det er at dele Guds ord – at dele Jesus: “Jeg er livets brød” (Joh 6,35).

Det er Guds ord, historien om Jesus, som vil lede andre til Gud.

Det er nu, vi skal dele Jesus. Nu vi skal elske andre, så de mærker Guds kærlighed. Nu vi skal fortælle, at Gud elsker og vil frelse og tage os alle med i evigheden. Ja, og nu vi skal give Gud lov til at rense os fra vores synder, så egenkærligheden i os ikke vokser til den ondskab, som er beskrevet ovenfor.

Og Gud vil gøre det. Jesus siger om sig selv: “Vær nidkær og omvend dig! Se, jeg står ved døren og banker på; hører nogen mig og åbner døren, vil jeg gå ind til ham og holde måltid med ham og han med mig” (Åb 3,20). Jesus, vi åbner døren for dig lige nu! Tak, at du kommer ind!

Og i samme bog siger Jesus: “Ja, jeg kommer snart,” og vi svarer: “Amen, kom, Herre Jesus!” (Åb 22,20).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *