Så lille – så stor

Og David var ikke engang indbudt, da Samuel kom for at salve en ny konge! “Der mangler endnu den yngste; han er ude at vogte får” (1 Sam 16,11), sagde hans far.

Han var virkelig lille i sine brødres øjne: “Hvorfor er du egentlig kommet herned? Hvem har du overladt den lille fåreflok i ørkenen til? Jeg ved godt, hvor fræk og ondskabsfuld du er; du er bare kommet herned for at følge slagets gang” (1 Sam 17,28), sagde hans ældste bror, Eliab, da David var kommet ud til slagmarken med mad til folkene.

Ja, han var lille. Men sammen med Gud var han stor! Modig som ingen anden i kongeriget! Israelitterne var “ude af sig selv af rædsel” (vers 11); David sagde: “Herren, som reddede mig fra løver og bjørne, vil også redde mig fra denne filister” (vers 37) og det gjorde Gud!

Og sådan gik det: “Og David blev mægtigere og mægtigere; Herren, Hærskarers Gud, var med ham” (2 Sam 5,10).

Stor, fordi Gud gjorde det. Stor, fordi Gud havde en plan: “Da forstod David, at Herren havde sikret ham som konge over Israel og ophøjet hans kongemagt for sit folk Israels skyld“ (vers 12).

Det var Gud, der gjorde stor. Og det var ikke for Davids skyld, men for sit folk Israels skyld.

Sådan er det i Guds rige: Velsignet for at være til velsignelse. Stor for at Guds rigdomme, herlighed, principper, velsignelser kan komme langt ud. Der er i virkeligheden kun én, som er stor: Det er Gud!

“Jeg vil gøre dig til et stort folk og velsigne dig. Jeg vil gøre dit navn stort, og du skal være en velsignelse” (1 Mos 12,2).