Den smertefulde vandring med Isak

Prisen kan til tider synes høj for at lære Guds enorme kærlighed at kende.

“Tag Isak, din eneste søn, ham du elsker, og begiv dig til Morija-landet. Dér skal du bringe ham som brændoffer på det bjerg, jeg giver dig besked om” (1 Mos 22,2).

Av. AV! Ja, vi har slet ikke ord for, hvor smertefuld den vandring må have været. Vi får et lille glimt af, hvad der holdt Abrahams tro oppe: “for han regnede med, at Gud havde magt endog til at oprejse fra de døde” (Hebr 11,19). Isak var jo løftets søn. Abraham gik – i tillid til Gud.

Men hvad lærte han (og vi) så? Om Gud – og hans kærlighed?

Det står jo ikke – men lad os tænke sammen: At Gud aldrig vil bede os om at ofre børn (andre folkeslag gjorde jo det) eller noget andet til ham for at blive frelst – Gud frelser os i kærlighed. At Gud har så stor kærlighed til os, at han gav sin søn. At Gud elsker os så meget, og han ønsker at lære os at være ham så nær, så vi kan blomstre i hans kærlighed – og for at lære og opnå det, må vi også lære aldrig at lade noget menneske eller nogen af Guds gaver komme imellem os og Gud.

Så også i vores liv må vi måske slippe nogle ‘Isak’er’ på vores vej. Vi må til tider slippe drømmen om kærlighedens mæthed i nogle af vores nære relationer (måske bare for en tid) – selvom det føles som om, at vi ikke overlever det – og læne os ind til ham og vokse i erkendelse af: At han er nok. Hans kærlighed er nok.

Menneskelige kærlighedsrelationer er en gave – som aldrig må komme imellem kærlighedsrelationen mellem Gud og os.

Åh jo, Gud ønsker to fuldkomne relationer: Gud-menneske og menneske-menneske. Men ingen af delene bliver det, som Gud gerne ville det – i denne syndige verden.

Og ja – så har jeg ikke visdom til at beskrive Guds vej med os – blot erkendelsen af, at når menneske-menneske relationerne gør ondt – så forhindrer det aldrig Gud i have gang i noget større – blandt andet at vi velsignes med oplevelsen: Gud er nok, Guds kærlighed er rigeligt nok – vi kan slippe vores ‘Isak’er’ – i tillid til Gud, at han giver os først sig selv – og så også nogle ‘Isak’er’ tilbage.

Gå – også selvom det gør ondt – i tillid til Gud!