![](https://www.elsketafham.dk/wp-content/uploads/2025/01/faith-8722651_1280-bibel-i-skoedet-1140x855.jpg)
Guds svar på min morgenbøn
Det var morgen den 21. januar. Efter en lidt rodet nat.
Jeg havde glædet mig til denne dag. En spændende arbejdsdag med ting, som jeg havde været med til at planlægge længe. Også med nye ting som jeg ikke havde prøvet før.
Alt var forberedt. Jeg var rolig, da jeg gik i seng. Men alligevel kom jeg til at ‘arbejde’ lidt med tingene om natten. Så den morgen måtte jeg sige til Gud, at jeg var træt. Og jeg bad ham om noget til lige præcis denne dag i min morgenandagt.
Jeg læste Malte og Maria, den 21. januar: “Hvornår mærker du tørst efter Jesus, mormor?” spørger Malte. “På samme måde som jer. Men måske kan jeg komme på en mere.” Mormor tænker lidt, “jo, hvis jeg er rigtig træt, er jeg virkelig tørstig efter Jesus, fordi jeg har brug for, at han giver mig energi.” Jeg smilede, tak Jesus, du vil også give mig den energi, som jeg har brug for til i dag! … Mon du også har noget til mig i Ordsprogenes Bog kapitel 21?
Det havde han i vers 5: “Den flittiges planer fører til gevinst.” Ja, alt var virkelig velplanlagt – og Gud hviskede i mit hjerte, at det ville gå godt og blive en frugtbar dag.
Igen havde han talt lige ind i min dag, ind i mit liv, ind i hvad jeg havde brug for! Åh, så frydefuldt.
Tak, Gud! Igen. Igen og igen giver du mig, hvad jeg har brug for. Jeg er så taknemmelig!
Og jeg glædede mig til en dejlig dag!
![](https://www.elsketafham.dk/wp-content/uploads/2025/01/granny-1280445_1280-75x75.jpg)
![](https://www.elsketafham.dk/wp-content/uploads/2025/01/boy-8209561_1280-hegn-75x75.jpg)