Lukkede døre kræver Guds visdom

Av, det her gør ondt – og vi kan mærke det helt ind i knoglerne:

“En svigtet broder er som en befæstet by,
stridigheder er som portbommen i en borg.”
(Ord 18,19)

Ja, for hvem orker i grunden det? Ingen. Det er smertefuldt at blive svigtet. Stridigheder dræner. Så vi tager afstand, passer på os selv, opgiver relationen.

Og nogle gange er det måske det…

Men – der kan måske også ske noget andet – noget stort – ja, miraklet:

“Når Herren finder behag i en mands færd,
får han også hans fjender til at slutte fred med ham.”
(Ord 16,7)

Wau! Ja, wau! For det er også smerteligt at have sin broder bag en lukket dør – og tænk, hvis Gud kan ændre på det! Tænk, hvis Gud kan åbne hans sind – og dit sind – for noget andet.

Ja, for det begynder med os selv. Også vi skal turde noget andet. Give slip på de lukkede døre. Men ikke alene.

Det er Gud, der kan påvirke vores hjerter! Og vi kan bede til Gud. Lægge det hele frem for ham, lade ham arbejde, lade ham vise os, hvad vi skal gøre.

Og det vil han. Overgiv det til ham. Lyt til ham.

Og overgiv også ‘resultatet’ til ham. Gud arbejder aldrig imod et andet menneskes vilje. Måske bliver dørene vidtåbne – måske forbliver de lukkede. Men sammen med Gud vil du få fred i dit sind.