Selverkendelse – stedet for tilgivelse

Det er et svært stykke at begynde på – jeg vil jo gerne, at du skal tænke, at jeg er så god – men det er jeg ikke. Indenunder. Det kan godt være, at jeg ser sådan ud på overfladen – og når jeg så – ved Guds nåde – ser hvor meget jeg er optaget af mig, derinde – så erkender jeg, at det ikke er godt. Derinde i hjertet.

Jeg går til Jesus. I tankerne lægger jeg mine hænder der på Lammets hoved. Det er stedet for tilgivelse. Jeg siger det, som det er – med lidt fortvivlelse… for jeg vil så gerne, at det er anderledes. Men jeg kan ikke. Jeg kan ikke gøre mig selv god.

Jeg takker for, at han døde for mig! Jeg beder om, at hans nåde må strømme igennem mig og forandre mig. I mit sind husker jeg, hvordan Satan anklager en syndig ypperstepræst: “Herren irettesætter dig, Satan… Denne mand er jo et stykke brænde, der er trukket ud af ilden.” Det er jo mig, Jesus har trukket mig ud af ilden. Jeg er hans!

Herren siger videre: “Tag de snavsede klæder af ham.” Åh, tak Jesus! “Og til Josva sagde han: ‘Se, jeg fjerner din skyld fra dig og giver dig festklæder på” (Jos 3,2.3.4).

Det sagde Jesus til mig! Jeg kunne rejse mig fra min bøn – tilgivet.

Tilgivet af ham, som forvandler, når han tilgiver: “Hvis vi bekender vore synder, er han trofast og retfærdig, så han tilgiver os vore synder og renser os for al uretfærdighed” (1 Joh 1,9).

Jesus døde for dig! Det kan godt være synden også brænder i dig – men Jesus formår at trække dig ud! Giv al din synd til ham – løft hovedet og se på ham, som elsker dig så højt! Han klæder dig i festklæder – en gave fra ham!