Wau – Jesus kan røre hvem-som-helst
Og hvem-som-helst har valget, om de vil sige ‘ja’ eller ‘nej’ til Jesus.
Jeg var altså i forbøn for en, som ikke tror på Gud og også er i modstand mod Gud. Jeg bad Gud om noget fra Bibelen, som jeg kunne bede ind i for vedkommende. Og jeg fik dette fra Romerne 5,5-10 som er vildt stærk – og som hjalp mig til at bede med langt større overbevisning om, hvad Gud faktisk gør – ja, for hver eneste af os.
- “Guds kærlighed er udgydt i vore hjerter ved Helligånden, som er givet os.” Og Gud er klar til at give sin kærlighed til hvem-som-helst. Gud vil komme til hvem-som-helst med sin Helligånd.
- “Kristus døde for ugudelige.” Altså, vi taler om mennesker, som er langt fra Gud.
- “Kristus døde for os, mens vi endnu var syndere.” Altså mennesker, som vælger ting, der ikke er med afsæt i Guds principper. Mennesker i oprør. Mennesker med afstand til Gud.
- Og den sidste var så stærk at læse: “For mens vi endnu var fjender, blev vi forligt med Gud.” Altså, det omfatter mennesker som hader og håner Gud, mennesker som slet ikke vil Gud. Selv her kan Jesus med sin frelsergerning, med sin kærlighed lede det menneske til at komme Gud nær.
Tak, min kære Gud! Tak at du satte fjendskab til synden i mit hjerte, så jeg vil dig! Jeg beder dig, kom til hende/ham der ligger på mit hjerte med din kærlighed, så hendes/hans tomme plads indeni må mærke din kærlighed. Selvom hun/han er ugudelig og fjendtlig indstillet overfor dig, så er det ingen hindring for dig. Åh, Herre, omgiv hende/ham med dine engle, med din stadige kærlighed, så hun/han må overgive sig til så stor kærlighed! Du døde for hende/ham, fordi du elskede! Lad hende/ham se det!