Hvor kommer det, du siger, fra?

Et mærkeligt spørgsmål, måske? Men her i Johannesevangeliet så jeg, at det er totalt grundlæggende.

Jesus siger om sig selv: “De ord, jeg siger til jer, taler jeg ikke af mig selv; men Faderen, som bliver i mig, gør sine gerninger” (Joh 14,10). Og om djævelen siger han: “Når han farer med løgn, taler han ud fra sig selv; for løgner er han og fader til løgnen” (Joh 8,44).

To muligheder: Vi søger Guds forståelse af tingene, og taler med afsæt i ham. Eller vi søger selv at være dem, der vurderer og bedømmer, vi tager afsæt i vores egne logikker.

At tale med afsæt i Gud, eller at tale med afsæt i sig selv.

Og dette former hele vores trosliv. Kommer vi til Gud ydmygt og med et ønske om at lytte til ham. Eller tilgår vi Bibelen og troen med afsæt i, at vi selv skal finde ud af det hele. Det sidste er så menneskeligt, og vi er selv i kontrol. Det første er overgivelse.

Og sagen er – at uden overgivelse vil vi aldrig møde Gud. For:

“På den tid tog Jesus til orde og sagde: ‘Jeg priser dig, fader, himlens og jordens Herre, fordi du har skjult dette for vise og forstandige og åbenbaret det for umyndige;  ja, fader, for således var det din vilje.  Alt har min fader overgivet mig, og ingen kender Sønnen undtagen Faderen, og ingen kender Faderen undtagen Sønnen og den, som Sønnen vil åbenbare ham for’ “ (Matt 11,25-27).

Vi må tage imod, at Gud åbenbarer sig for os. Vi må tage imod ham, som er større end os. Ligesom den umyndige, barnet. Her virker vores egen visdom ikke…

Tak, min kære Jesus, at jeg kan komme som barnet til dig – og så åbenbarer du dig for mig! Jeg ønsker ikke at søge dig ud fra mig selv, eller at tale om dig ud fra mig selv – men ud fra hvad du giver mig. Tak, min dyrebare Jesus. Amen.