Et trygt sted at være ked af det

Sådan landede min sidste juleferie: Vi kom ikke til Finland til familie, som planlagt – vi var begge sløje, så det gik ikke.

Aftenen var kommet, hvor beslutningen måtte træffes. Åh, hvor var jeg ked af det – samtidig med en vis lettelse, da jeg tydeligt mærkede, at jeg ikke magtede (dagen efter viste det sig, at det var kold lungebetændelse), og også i tillid til at så havde Gud en anden gave til mig.

Den efterfølgende nat vågnede jeg. Ked af det. Havde svært ved at sove. Og som jeg lå der i sengen, begyndte jeg på Fadervor.

Jeg nåede ikke længere end til: “Vor Fader” (Matt 6,9). Min Far! Far! Her var stedet, hvor jeg kunne være ked af det. Favnet af ham. Det var trygt. Jeg behøvede ikke at være andet, end det jeg var. Han så. Han forstod. Han mærkede det sammen med mig. Ked af det. Ked af det – fordi det, vi havde skullet, jo betød noget – og var fuld af kærlighed og glæde. Nu lukket ned.

Ked af det – hos Far, med Far. På sin egen måde var det godt. Helende.

Og efter den nye dag var begyndt, og de første skidt var taget – så var jeg i det, jeg var. Virkeligheden var større end ked-af-det-heden – og virkeligheden var fuld af hans nærvær og mit behov for at hvile. Fred. Ny glæde.

Tak, fantastiske Far!