At give respons

Hvem er Jesus for dig?

Det er ikke fedt at gøre noget upopulært. Det kræver noget at holde ud, hvis du bliver set ned på og ringeagtet – og så endda af spidserne i samfundet. Og i øvrigt ønsker ingen en død helt.

Men Jesus måtte forberede sine disciple på, at det var det, som var ved at ske. “Så begyndte han at lære dem, at Menneskesønnen skulle lide meget og forkastes af de ældste og ypperstepræsterne og de skriftkloge og slås ihjel og opstå tre dage efter” (Mark 8,31).

Men det virkede ikke. Det trængte ikke ind, ved vi, og ved denne anledning havde Peter da også reageret med en irettesættelse af Jesus. Peter tænkte, at Peter vidste bedre.

Og Jesus gjorde flere ting, for at knytte dem til sig. Lige inden han fortalte om sin kommende lidelse, forkastelsen og døden, havde de talt om, hvem, folk tænkte, Jesus var. Og Jesus havde rent ud spurgt dem: “Men I, hvem siger I, at jeg er” (vers 29).

Der stoppede jeg op: Hvem er Jesus for mig?

Mine ord er som Peters: “Du er Kristus” (vers 30).

Men er Jesus virkelig Kristus i mit liv? Er han Gud, Skaberen af alt? Er han lægen, som helbreder mig fra syndens sygdom? Tror jeg på, at han kommer snart igen – og at det vigtigste i denne verden er at blive klar til evigheden? Lever jeg i bevidstheden om, at Jesus gjorde alt for mig – lige til døden – fordi han elsker mig så højt?

Disciplene forlod alt – for at følge Jesus. De troede på ham!

Jeg tror også på ham, og når jeg virkelig stopper og tænker på hvilken fantastisk Gud, det faktisk er, at jeg tror på – så mærker jeg, at det er bare det allerstørste! Og det påvirker alt andet i mit liv, og jeg ved, at han er værd alt andet!

Hvem er Jesus for dig?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *